Gæster nominerer dagens bedste oplevelse i Djurs Sommerland

Selvom sommeren mest af alt har budt på regnvejr, har 630.000 gæster besøgt Djurs Sommerland - det er 40.000 flere end samme tidspunkt sidste år. Netop mødet med de mange gæster er med til at motivere parkens over 600 sæsonansatte, og som et ekstra boost kan en række gæster hver dag give direkte respons med særlige 'Tak for en god oplevelse'-kort til dagens bedste medarbejdere. Kortene er en del af parkens omfattende servicekoncept 'The Best of The Best'.

Hvis gæsterne får et high-five inden turen, eller familiens mindste bliver udfordret til fægtekamp, er der hurtig feedback til Djurs Sommerlands over 600 sæsonansatte. Hver dag får en række gæster nemlig udleveret et 'Tak for en god oplevelse'-kort, som de kan give til en medarbejder, der leverer en ekstraordinær service.

"En god dag i parken handler ikke kun om sjove ture i forlystelserne, men lige så meget om den service og legeglæde, som vores gæster oplever. Derfor bruger vi utroligt mange ressourcer på vores servicekoncept 'The Best of The Best'. Det sætter retningen for den oplevelse, vi vil give i parken, og vi bruger det til at klæde vores medarbejdere bedst muligt på til at servicere gæsterne," fortæller direktør i Djurs Sommerland,
Michael B. Nielsen, og fortsætter:

"Som en del af vores servicekoncept har vi lanceret 'Tak for en god oplevelse'-kortet. Med det i hånden er det måske lidt nemmere for gæsten at sige direkte tak til den person, der lige har gjort dagen endnu bedre. For vores ansatte er det en håndgribelig anerkendelse, der på dagen giver et boost til at yde en endnu bedre service. Værktøjer som dette bidrager til, at vi faktisk har en samlet gæstetilfredshed på 97 procent."

Stort overskud på regnvejrsdag

En af de gæster, som har uddelt 'Tak for en god oplevelse'-kortet, er Anni Hvidbjerg Sørensen fra Brørup, som på en af feriens mange regnvejrsdage oplevede en særligt dedikeret ansat i Djurs Sommerland.

"Der var kæmpe vandpytter overalt i parken, og pludselig begyndte tre af medarbejderne at hoppe rundt i den allerstørste til stor glæde for børnene, som hoppede med. Vi fik en af de ansatte til at lægge sig midt i vandpytten og svømme rundt, og det var så fedt, at han bare gav sig fuldt ud for at underholde vores børn. Derfor fortjente han klart kortet den dag," siger Anni Hvidbjerg Sørensen.

Hver dag bliver 'Tak for en god oplevelse'-kortene talt op, og de indgår i en kåring af de bedste medarbejdere og teams i løbet af sæsonen. Ud over kortet omfatter Djurs Sommerlands servicekoncept blandt andet daglige gæstetilfredshedsundersøgelser, mystery shoppers, servicetræning og legeworkshops - alt sammen for at give gæsterne den bedste service og oplevelse i parken.

Djurs Sommerland beskæftiger i åbningssæsonen 636 sæsonansatte. Årets sæson i Djurs Sommerland løber frem til og med den 22. oktober.

Fakta:

  • Hver dag uddeler Djurs Sommerland 40 'Tak for en god oplevelse'-kort, som gæsterne kan give til dagens bedste medarbejdere.
  • Takkekortet er en del af Djurs Sommerlands eget servicekoncept 'The Best of The Best', der sætter retningen for den oplevelse, som gæsterne skal have i parken.
  • Servicekonceptet er omdrejningspunktet, når der rekrutteres sæsonansatte og fortsætter ind i sæsonen med blandt andet servicetræning, legeworkshops, motivationskonkurrencer, mystery shoppers og 'Tak for en god oplevelse'-kort.
  • Lige nu har 630.000 gæster besøgt Djurs Sommerland. Det er 40.000 flere gæster end samme tidspunkt sidste år.

For udtalelser og yderligere oplysninger:

Direktør i Djurs Sommerland, Michael B. Nielsen, tlf. 23 39 84 00.

Download pressemeddelelse her