Djurs Sommerland ”Årets Forlystelsespark 2020”

Djurs Sommerland kåret som ”Årets Forlystelsespark 2020”

Danske børnefamilier har netop kåret Djurs Sommerland som ”Årets Forlystelsespark”. Prisen blev uddelt tidligere i dag ved Børn i byens store prisshow i Tivoli og sætter et flot punktum for en atypisk sæson i Djurs Sommerland.

”Vi har været oppe imod et utroligt stærkt felt af nominerede, som bl.a. talte både Tivoli, LEGOLAND og Fårup Sommerland, og vi er stolte og glade for, at vi har vundet titlen som ”Årets Forlystelsespark 2020”. Prisen uddeles på baggrund af børnefamiliernes stemmer. Priser som denne betyder særligt meget for os, da netop børnefamilierne er vores kernemålgruppe, og dem vi gerne vil give mindeværdige oplevelser,” siger administrerende direktør Henrik B. Nielsen.

Prisen kommer i kølvandet på en sæson, som direktøren vurderer, har været udfordrende, men fornuftig, når alt tages i betragtning.

”COVID-19 har været en stor udfordring for alle attraktioner i Danmark, men alt i alt ser vi tilbage på en acceptabel sæson i Djurs Sommerland omstændighederne taget i betragtning. Da forlystelsesparker fik lov til at åbne i juni, halvanden måned senere end vores planlagte åbning, var vi bagud med omkring 160.000 gæster. På trods af to ekstra åbningsweekender i september var der langt op til de forventede 780.000 gæster – så at vi realiserer et besøgstal på 450.000 et år som i år, kan vi godt være tilfredse med,” fortsætter Henrik B. Nielsen.

Besøgstallet blev godt hjulpet på vej, da Djurs Sommerland traditionen tro afholdt den populære event, Magisk Halloween, i efterårsferien, hvor hele parken var forvandlet og bl.a. pyntet med over 30.000 græskar.

”Der er ingen tvivl om, at en sæson som denne sætter sine spor hos os og i turismebranchen generelt, men i
Djurs Sommerland er vi fortrøstningsfulde. Vi fortsætter udviklingen og glæder os til at vise vores gæster den næste store investering i 2022, hvor vi åbner endnu et helt nyt temaland – Dinosaurland. Sæson 2021 skyder vi i gang fredag St. Bededag d. 30. april 2021, og vi satser på en mere ”normal” sæson end i år,” afslutter Henrik B. Nielsen.

Yderligere oplysninger:
Administrerende direktør Henrik B. Nielsen, tlf. 20 48 68 16