2 splinternye forlystelser

følger i kølvandet på 90 millioner kroners investering

2 splinternye forlystelser følger i kølvandet på 90 millioner kroners investering

De seneste 10 år har Nordens største sommerland investeret mere end 400 millioner kroner i produktudvikling og nye forlystelser, og til sæson 2018 har Djurs Sommerland igen millioninvesteringer og nyheder på tapetet. Sidste år kunne danske og udenlandske børnefamilier, som noget nyt, suse af sted i DrageKongen – Europas hurtigste og længste Family Suspended Coaster. I år venter nye oplevelser for hele familien, når en børnerutschebane og en familiekarrusel står klar til sæsonåbningen.

De fartglade små og deres familier kan se frem til nye og sjove oplevelser i Djurs Sommerland, når forlystelsesparken åbner igen d. 27. april 2018. Her kan Djurs Sommerlands gæster nemlig springe ombord på familiekarrusellen Safaribussen og gi’ den gas i børnerutschebanen Jungle Rally. I Safaribussen gælder det om at spænde sikkerhedsselen og holde godt fast, når bussen begiver sig af sted gennem det asiatiske landskab. Turen er fuld af overraskelser, når chaufføren pludselig ikke kan finde vej og kører rundt og rundt i ring. I Jungle Rally er der fart og spænding for de mindste, når de hopper bag rattet med hele familien og suser gennem den vilde jungle.

”I Djurs Sommerland har vi fokus på nye kvalitetsforlystelser, der oplevelsesmæssigt gør det attraktivt for børnefamilier med større børn og mindre børn at besøge parken. Til at komplementere vores øvrige forlystelser investerer vi den kommende sæson 15 millioner kroner i to nyheder, som er populære i store udenlandske forlystelsesparker. Der er ingen tvivl om, at Safaribussen, der er tilladt for alle, og Jungle Rally, som vores yngste gæster helt ned til 90 centimeters højde kan prøve, også kommer til at vække jubel i Djurs Sommerland,” siger administrerende direktør Henrik B. Nielsen.

Fornyelse skaber vækst

”Dette års nyheder placeres i samme område som vores seneste investering DrageKongen og skal på sigt være med til at forme et nyt temaland i parken,” fortsætter Henrik B. Nielsen.

DrageKongen, der er Europas hurtigste og længste Family Suspended Coaster, er en spektakulær rutschebane. Den byder på en spændende og grænseoverskridende oplevelse, når man blandt andet stiger 30 meter til vejrs og dykker med 85 km/t gennem en underjordisk tunnel. Den 825 meter lange rutschebane åbnede i 2017 og er med en pris på 90 millioner kroner den hidtil største enkeltinvestering i en dansk forlystelsespark. Foruden DrageKongen har Djurs Sommerland gennem de seneste år også investeret i rutschebaner som Piraten, Juvelen og Skatteøen – rutschebaner der skiller sig ud på både størrelse, kvalitet og unikke features og som internationalt måler sig med de bedste rutschebaner.

”Fornyelse er altafgørende i en branche som vores, og de sidste 10 års investeringer i blandt andet 27 nye forlystelser har sat fart på besøgstallet, senest med en flot besøgsrekord på over 808.000 gæster i 2017, som vi går efter at slå i 2018. Vi glæder os til endnu en sæson, hvor vi igen kan vise spændende nyheder frem for vores gæster,” slutter Henrik B. Nielsen.

Yderligere oplysninger: 
Adm. direktør
Henrik B. Nielsen 
tlf.: 20 48 68 16

Fototekst: 2 splinternye forlystelser - Jungle Rally og Safaribussen.