El Grito Drop Tower

Åbner d. 27. april

Åbner 27. april: Djurs Sommerland slår portene op til hidtil højeste nyhed – El Grito Drop Tower

Nye, storslåede oplevelser er på programmet, når Nordens største sommerland skyder årets sæson i gang lørdag d. 27. april. Djurs Sommerland har nemlig investeret over 30 millioner kroner i endnu en ny, spektakulær forlystelse, der er værd at køre langt efter. Årets nyhed er et 60 meter højt, mexicansk tematiseret droptårn, El Grito, til forlystelsesparkens modige legebørn.

Djurs Sommerland har de seneste mange år investeret i store nyheder og fornyelse af parken, og sæson 2024 er ingen undtagelse. Et 60 meter højt droptårn fra det anerkendte østrigske firma, Funtime Industries, er nyeste skud på stammen.

”Vores nyhed i år er lige noget for alle, der kan lide fart og spænding. Der er ingen tvivl om, at der skal mod til for at tage plads i gondolen, for derefter at blive hejst 60 meter op i luften, før gondolen slipper og suser mod jorden med 100 km/t,” siger administrerende direktør Henrik B. Nielsen.

Det nye droptårn er dobbelt så højt som parkens højeste rutschebaner, Piraten og DrageKongen, der tilhører ligaen med Danmarks største rutschebaner. Ud over et adrenalinkick, der bider sig fast, er det også en helt særlig oplevelse at se Djurs Sommerland og store dele af Djursland fra 60 meters højde.

El Grito Drop Tower – en del af en større plan

”I samarbejde med internationale specialister har vi udviklet en masterplan for Djurs Sommerland, og med El Grito har vi taget første spadestik til viderevikling af vores populære Mexicoland. Sammen med Juvelen, der er Danmarks længste rutschebane, har det nye droptårn status som en family thrill-forlystelse. Netop et droptårn har mange efterspurgt, men vi slutter ikke her, for vi har nye spektakulære oplevelser til børnefamilierne på tegnebrættet. Det glæder vi os til at løfte sløret for,” siger Henrik B. Nielsen. 

Som ved parkens andre forlystelser, spiller tematisering også en vigtig rolle ved El Grito. Med lyden af mexicansk musik og farvestrålende vimpler, træder gæsterne ind i et univers inspireret af den mexicanske fejring af ”Dia de los Muertos” og viser deres mod og ære, når de stiger 60 meter til vejrs over ruinerne af et imponerende mausoleum.

Henrik B. Nielsen fortæller: ”I vores bestræbelser på at være Danmarks bedste forlystelsespark for legebørn, er det en prioritering, at forlystelserne er en del af en større fortælling, der giver oplevelsen et ekstra lag. Derfor investerer vi mange penge i at iscenesætte vores forlystelser. Det er specialopgaver, der tager tid at designe og opføre på det helt rette niveau.”

Store forventninger til årets sæson

Ovenpå sidste års regnfulde sommer er der stor optimisme til den kommende sæson. Rekordmange har booket firma- og gruppeture til Djurs Sommerland. Mange af årets kommende konfirmander har også booket billet til Blå Mandag, som parken med stor succes holdt første gang sidste år. Ligeledes melder overnatningssektoren om positive bookingtendenser fra både det danske og de udenlandske markeder.

”Med sidste års store udvidelse af Dinosaurland med 3 nye forlystelser, og vores nye droptårn i år, tror og håber vi på, at vi går en ny rekordsæson i møde. Indikationerne her op til sæsonstart er i hvert fald meget positive,” slutter Henrik B. Nielsen, mens han glæder sig til at byde både gæster og de over 800 sæsonmedarbejdere velkommen i familieparken, han ejer og driver sammen med sin bror Michael B. Nielsen.

Yderligere oplysninger:

Administrerende direktør Henrik B. Nielsen, Djurs Sommerland tlf. 20 48 68 16.

Seneste pressemeddelelser

Nyhed2024 273X145
Højeste nyhed nogensinde i Djurs Sommerland: Svimlende højt droptårn i 2024
Djurs Sommerland løfter sløret for den højeste nyhed i parkens historie, der vil bringe jubel hos børnefamilier med hang til adrenalin og spænding. Den østjyske forlystelsespark investerer stort og bygger et 60 meter højt tematiseret droptårn til cirka 30 millioner kroner i parkens populære Mexicoland. Den nye forlystelse, der giver frit udsyn over Nordens største sommerland, skal stå klar d. 27. april 2024, når næste sæson skydes i gang.
Dinosaurland Thumb
Nyt temaland til 100 millioner kroner i Djurs Sommerland
Nordens største sommerland har spændende nyheder til både små og store dinosaur-fans, når portene slås op, og Djurs Sommerland byder velkommen til et nyt, stort temaland – Dinosaurland. Her venter 25 fascinerende, livagtige dinosaurer, en kæmpestor, specialdesignet dinosaurlegeplads, en ny familie-rutschebane samt en jeep safari i dinosaurernes reservat – og sidst, men ikke mindst, et gensyn med ikoniske King Kong.
Dinosaurland Thumb
Besøgsrekord og nyheder på vej i Djurs Sommerland
Rekordmange danske og udenlandske gæster er gået igennem tælleapparaterne i Djurs Sommerland i år, og indtil nu har 770.000 gæster lagt vejen forbi den østjyske forlystelsespark. Med et forspring på godt 50.000 gæster i forhold til tilsvarende tidspunkt i sidste års rekordsæson og 9 åbningsdage tilbage med Magisk Halloween i efterårsferien, styrer Nordens største sommerland direkte mod ny besøgsrekord.
Loading...
Se flere