Besøgsrekorder i Djurs Sommerland
Djurs Sommerland lukkede og slukkede i går for årets sæson med stor jubel og flere, nye besøgsrekorder i hus. Med 108.657 gæster til Magisk Halloween, har billettælleren bippet et rekordstort antal gæster ind i parken i efterårsferien. Siden sæsonstarten d. 30. april har i alt 878.154 gæster besøgt Nordens største sommerland, og sidste års flotte besøgsrekord må vige pladsen for en ny rekordsæson i Djurs Sommerland.
Sæson 2022 placerer sig øverst på sejrsskamlen med det højeste besøgstal nogensinde. Årets investering på mere end 100 millioner kroner i et helt nyt temaland med 25 dinosaurer og 3 nye forlystelser har vist sit værd, og har trukket børnefamilier til fra nær og fjern. Samtidig er Magisk Halloween mere populært end nogensinde før.
”Vi er enormt stolte og ydmyge over, at så mange gæster har besøgt Djurs Sommerland i 2022. Sæsonen har været imponerende god. Vores nye Dinosaurland har overgået alle forventninger, og har trukket mange både nye og tidligere gæster til Djurs Sommerland. Magisk Halloween er også blevet stort for os. For 12 år siden, da vi afholdt Magisk Halloween for første gang, var der 36.312 gæster på besøg, i år har 108.657 besøgt parken på kun 9 dage, og vi kan se, at vi har gæster fra hele landet i efterårsferien,” fortæller adm. direktør Henrik B. Nielsen.
Tre nyheder i 2023 i Dinosaurland
Djurs Sommerland holder lukket de næste 6 måneder, men forberedelserne til næste sæson er i fuld gang. Det er første dag, hvor der er lukket, og gravemaskiner er allerede trillet ind i parken og er gået i gang med næste års nyheder.
Henrik B. Nielsen fortæller: ”Vi investerer 50 millioner kroner i 3 nye forlystelser i Dinosaurland, der står klar til næste sæson. Det er vigtigt for vores fortsatte attraktivitet, at der er nye, sjove oplevelser for gæsterne at komme efter. Samtidig har vi fokus på at tilbyde oplevelser, som man kun kan få her i Djurs Sommerland.”
SpinOsaurus er navnet på den ene af de tre nyheder, og den eneste af sin slags i Danmark. Her kommer gæsterne til at suse frem og tilbage på ryggen af et kæmpe dinosaurskelet med op til 70 km/t samtidig med, at de roterer rundt og rundt. De to andre nyheder er ligeledes sjove familieforlystelser. I Motorbike Derby kan man styre sin egen motorcykel og svinge den op i en 90 graders vinkel, mens Fossilvaskeren spinner rundt med fuld fart.
Djurs Sommerland åbner igen d. 29. april 2023.
Yderligere oplysninger:
Administrerende direktør Henrik B. Nielsen, Djurs Sommerland tlf. 20 48 68 16.