Sikkerhed har topprioritet
I Djurs Sommerland har sikkerhed topprioritet, så vores gæster befinder sig i trygge rammer.
Inden sæsonen går i gang, godkendes parken og forlystelserne af politi samt FORCE Technology. Alle kørende forlystelser er godkendt af FORCE Technology efter gældende regler i henhold til forlystelsescirkulæret.
Sæsonen igennem gennemgår personalet hver morgen en sikkerhedsprocedure, hvor de efterser, om alle forlystelserne rent sikkerhedsmæssigt fungerer som foreskrevet. Desuden er alle kørende forlystelser bemandet med personale, der inden sæsonen har gennemgået en lovpligtig træning i den pågældende forlystelse.
Ved hver tur i de større forlystelser kontrollerer personalet, inden turen påbegyndes, at alle personer sidder spændt fast efter gældende regler og forskrifter.
Djurs Sommerland er altid bemandet med eget teknisk personale, der kender parkens forlystelser, ligesom der ved alle store forlystelser altid er personale, der holder opsyn.
Af sikkerhedsmæssige årsager er nogle af aktiviteterne højde- og aldersbestemte. Kropsbygning mv. kan gøre, at forlystelsernes sikkerhedssystemer ikke kan anvendes korrekt. Derfor kan der være forlystelser, som man ikke kan prøve. Af driftsmæssige årsager forbeholder vi os ret til at lukke eller variere åbningstider for butikker, aktiviteter eller øvrige faciliteter uden kompensation.
Ved tordenvejr/lynnedslag lukkes af sikkerhedsmæssige årsager bl.a. El Grito Drop Tower, SpinOsaurus, T-Rex Family Coaster, Juvelen, DrageKongen, Skatteøen, Tigeren, Piraten, Jungle Rally, Safaribussen, Søulken, Drageskibet, Thors Hammer, Sablen, Solguden, Mini Buffalo Bumper Cars, Buffalo Bumper Cars, Wild West Karrusellen, Rio Grande Rafting, Long Cun Adventure, Den Vilde Hønsejagt, Det Gamle Vandtårn, Det Nye Vandtårn, Milkshakeren, SpinOsaurus, Motorbike Derby, Tigeren og Vandland. Vandcykler og kanoer i søerne kan ikke benyttes. Djurs Sommerland refunderer ikke entreen under sådanne omstændigheder.
I Djurs Sommerland er der mange teknisk komplicerede forlystelser med et højt sikkerhedsniveau. Forstyrrelser som f.eks. strømfald, kraftig vind, kraftig regn og signalfejl kan resultere i at forlystelserne stopper. Disse stop er ofte kortvarige og udelukkende sikkerhedsrelaterede.
Alle Djurs Sommerlands kørende forlystelser er omfattet af et sikkerhedssystem, der konstant overvåger driften af den enkelte forlystelse. Opstår der en fejlmelding i forlystelsens driftssystem, sørger overvågningssystemet straks for at stoppe driften af forlystelsen. Dermed kan fejlmeldingen undersøges, inden forlystelsen kan køre videre med gæster.
Opstår der et sådant midlertidigt driftsstop, sørger Djurs Sommerlands trænede personale for, i tilfælde hvor det er nødvendigt, at hjælpe alle gæster forsvarligt ud af forlystelsen, inden fejlmeldingen kan undersøges nærmere, og forlystelsen kan igangsættes.
I Djurs Sommerland foreligger en beredskabsplan og 6 store centrale nødudgange. Politidirektøren i Østjyllands Politi har godkendt forlystelserne til sæson 2024. Endvidere er der i lighed med tidligere år etableret erhvervsansvarsforsikring.
Alle spørgsmål vedrørende sikkerhed i Djurs Sommerland kan rettes til administrerende direktør Henrik B. Nielsen på hbn@djurssommerland.dk eller tlf. 20 48 68 16.