Sæsonjob for alle

På kun 5 minutter kan du søge Danmarks bedste sæsonjob!

Bliv en del af Danmarks sjoveste arbejdsplads

Vil du være en del af det stærkeste fællesskab? Er du smilende, ansvarsbevidst og en rigtig teamplayer? Så er det lige dig, vi har brug for til at skabe mindeværdige oplevelser for vores gæster!

Sæsonjob for alle 

I Djurs Sommerland har vi både plads til dig, der trives bedst med at være bag kulisserne og dig, der elsker at underholde og være på. 

Vi tror på, at mangfoldighed og forskellige personligheder er en styrke, som bidrager til de unikke oplevelser, vi giver vores gæster.

Vi søger unge under og over 18 år samt seniorer 65 år+.

Er du fyldt 65 år? Læs mere om verdens bedste seniorjob her

Er du vores nye kollega?

Skynd dig at udfylde ansøgningsskemaet - vi kigger ansøgningerne igennem løbende.

I får svar på ansøgningerne i løbet af uge 7.

Er du i tvivl om hvilken jobfunktion, der passer bedst til dig? 

Inden du ansøger, kan det være en god ide at læse mere om vores mange forskellige jobfunktioner.

Det kan du gøre længere nede på siden eller ved at klikke her.

Få en uforglemmelig sommer

Vores medarbejdere er "The Best of The Best". Bliv en del af holdet, og få en uforglemmelig sommer!

Hvilke jobfunktioner kan du søge?

Ud for hver jobfunktion kan du se disse ikoner, der fortæller, om du kan søge jobbet: 


For dig mellem 15 og 17 år


For dig over 18 år


For seniorer over 65 år

Kan du lide at lave mad, yde god service og være del af et stort team, hvor alle hjælper hinanden? Så er et job indenfor restaurant lige noget for dig.

I Djurs Sommerland har vi tre store restauranter og en række fastfood salgssteder. Arbejdsfunktionerne varierer fra betjening af gæster til tilberedning af mad, rengøring og opvask.

Vi forventer, at du tager initiativ og arbejder effektivt, går op i hygiejne, fødevaresikkerhed og kvalitet, samt er smilende, udadvendt og serviceminded over for gæster og kolleger.   

Fastfood    
Som sæsonmedarbejder ved et fastfood salgssted er det dit ansvar at tilberede mad som f.eks. pita, sandwich og burger samt betjene gæster. Du synes godt om gæstekontakt, og du kan lide at sælge. 

 

Opvasker          
Som opvasker er du en uundværlig del af køkkenteamet. Det er din opgave at skylle service af, fylde, tømme og betjene opvaskemaskiner samt sortere service. Som opvasker går det stærkt, og du skal have et godt overblik. Du har ikke så meget gæstekontakt - til gengæld er du en af de vigtigste brikker i teamet.

 

Køkken "onstage"  
Som “onstage” kok i en af vores restauranter er du ansvarlig for tilberedning af mad f.eks. forskellige salater, pizza, spareribs og stege. Du har ansvar for at passe buffeten og dermed direkte kontakt med de spisende gæster.

 

Køkken "backstage"  
Som ”backstage” kok er du en del af parkens centralkøkken, hvor der forberedes mad til parkens spisesteder samt tilberedes mad til personalekantinen. Du har ikke direkte gæstekontakt, men du betragter dine kolleger som dine gæster. 

 

Restaurant - Servicemedarbejder  
Som servicemedarbejder i vores restauranter har du ansvaret for at betjene gæsterne, guide dem i de mange valgmuligheder og være den perfekte vært/værtinde. Det er vigtigt, at du er imødekommende og serviceminded og sender alle gæster videre med et smil.

Kan du lide at sælge og tale med gæster, og vil du være en del af et team med et stærkt sammenhold? Så er et job i en af vores mange kiosker noget for dig.

I Djurs Sommerland har vi 13 forskellige kiosker, og du vil blive en del af et fast team.

Når du arbejder i kiosk, kan arbejdsopgaverne variere fra bl.a. salg af slik, is og drikkevarer til at lave sandwich, vafler, pandekager m.m. Du skal også hjælpe med rengøring af kioskerne.

Vi forventer, at du har fokus på kvalitet og fødevaresikkerhed, kan bevare overblikket og arbejde effektivt i travle situationer samt er smilende, udadvendt og serviceminded. Du synes godt om gæstekontakt og brænder for at skabe mindeværdige oplevelser for vores gæster. 

 

Er du en rigtig supersælger, der ikke er bange for at starte en samtale og lave sjov med gæsterne? Så er et job i en af vores mange butikker det helt rigtige for dig.

I Djurs Sommerland har vi 14 butikker, og du vil blive tilknyttet et fast team. Du vil primært stå alene, og dermed få ansvaret for din helt egen butik.

Arbejdsopgaverne i butikkerne varierer fra salg af bamser, smykker og forlystelsesfotos til ansigtsmaling, varebestilling, opfyldning og oprydning.

Vi forventer, at du kan levere god service i en travl hverdag, er smilende og udadvendt og tager ansvar for, at din butik ser indbydende ud.

Elsker du at spille skuespil, kan du leve dig ind i rollen som eksempelvis cowboy, pirat eller viking, og vil du gerne sende gæsterne af sted i sjove forlystelser? Så er et job ved en af parkens over 60 forlystelser det helt rigtige for dig.

Gæsternes sikkerhed i forlystelserne har højeste prioritet i Djurs Sommerland og som forlystelsesmedarbejder er det dit ansvar, at alle retningslinjer bliver fulgt.

Du skal samtidig sørge for, at give gæsterne uventede, mindeværdige oplevelser, som de slet ikke kan lade være med at fortælle andre om.

Vi forventer, at du er ansvarsbevidst, udadvendt og tør lave sjov med både små og store legebørn.

Er du god til at arbejde selvstændigt, og trives du med frihed under ansvar? Så er et job som medarbejder i vores rengøringsteam det rigtige for dig.

Som del af rengøringsteamet har du ansvar for, at parkens toiletfaciliteter hele tiden er rene og pæne. Dit arbejde har stor betydning for gæsternes helhedsoplevelse, og det er vigtigt, at der ikke bliver gået på kompromis med kvaliteten.

Vi forventer, at du tager ansvar og går seriøst til opgaven, kan arbejde selvstændigt og tage initiativ samt er fleksibel og hjælpsom overfor dine kolleger og gæsterne.

Som medarbejder på rengøringsteamet skal man hjælpe ved indgangsmøllerne om morgenen og i vores vaskeri i løbet af dagen. 

 

Er du en dygtig svømmer, og vil du gerne have et job med masser af ansvar? Så er et job som livredder i Vandland det helt rigtige for dig.

I sommermånederne tager mange gæster i Vandland. Som en del af vores livredderteam har du ansvaret for, at sikkerheden er i orden, og at gæsterne overholder retningslinjerne.

Vi forventer, at du har overblik, kan holde hovedet koldt i alle situationer og er imødekommende og serviceminded.

Vi sørger for, at du får en bassinprøve og et førstehjælpskursus, så du er godt rustet til jobbet. Disse prøver ligger normalt i april/maj og er obligatoriske og ulønnede.

Vandland er åbent fra den 29. maj - 17. august.

 

Er du god til at lave mersalg, og kan du lide at tale med gæster? Så er et job som medarbejder i Billetsalg og Information lige noget for dig.

Sammen med dit team er du ansvarlig for, at gæsterne får en fantastisk velkomst og afslutning på dagen, samt sælge billetter og Sæsonkort. Har gæsterne spørgsmål, er du straks klar på at hjælpe. 

Vi forventer, at du er imødekommende og kan håndtere alle henvendelser med et smil, også når det skal gå stærkt. Det er vigtigt, at du kan bevare overblikket og levere høj gæsteservice i alle situationer.

 

Er du et kæmpe legebarn, som elsker at underholde, spille skuespil og klæde sig ud? Så er du lige den, vi mangler til vores aktivitetsteam.

Som en del af aktivitetsteamet er din vigtigste opgave, at gæsterne går fra parken med et smil på læben og mindeværdige oplevelser i rygsækken.

Sammen med dine kolleger har du ansvar for at underholde børn og voksne i hele parken med leg og drillerier. Du skal også sørge for, at maskotterne Karlo og Karoline samt deres ven, Trixi, kommer rundt og uddeler tusindvis af krammere til både små og store legebørn.

Vi forventer, at du er udadvendt og energisk, og helhjertet kaster dig ud i en kamp på liv eller død i Vikingeland, eller viser dig som en grusom pirat.

Værd at vide om sæsonjob i Djurs Sommerland

Djurs Sommerland er blandt de ledende aktører inden for forlystelsesbranchen i Norden, og branchen er en del af den samlede oplevelsesindustri, der i disse år er i kraftig udvikling.

Oplevelsesindustrien er et fællesbegreb for virksomheder, der har til formål at skabe og/eller levere oplevelser i en eller anden form.

Djurs Sommerland har et mål med sin tilstedeværelse i branchen. Derfor har vi følgende vision og mission:

Vision: Djurs Sommerland vil være den bedste forlystelsespark i Danmark for legebørn.

Mission: Med lønsomhed, oplevelser og gæstetilfredshed i fokus, skaber vi en forlystelsespark med de bedste lege- og oplevelsesrammer for familiens små og store legebørn.

Vilkår

Djurs Sommerland har overenskomst med 3F Djursland og HK Privat Djursland. Alt arbejde udføres i overensstemmelse med denne overenskomst. Aftalen omhandler overarbejde, anciennitet, feriepenge, opsigelse, vagtplaner og pauser mv. Overenskomsten er altid tilgængelig på Informationen inde i parken. 

Djurs Sommerland er åbent fra den 14. april til den 19. oktober 2025.

Løn:

Under 18 år kr. 88,20 pr. time (lønsats 2024).

Over 18 år kr. 143,50 pr. time (lønsats 2024).

Bemærk: Informationsdag og jobkrævende kurser er obligatoriske og ulønnede.

 

Til forældre

Som forældre til et ungt menneske i et nyt job, kan det være svært at navigere i de regelsæt der findes på arbejdspladsen. For at klæde jer godt på til at hjælpe fra sidelinjen, sender vi en forældremanual ud til alle forældre/værger til vores ansatte under 18 år. Vi forklarer diverse interne regler, og besvarer ofte stillede spørgsmål, så I altid kan søge jeres svar i manualen. Desuden får den ansatte adgang til et medarbejderunivers via vores app, hvor man kan læse personalehåndbogen som indeholder yderligere oplysninger.

Kontakt os endelig, hvis I har spørgsmål.

For at sikre at Djurs Sommerland kan leve op til målsætningen om at være Danmarks bedste forlystelsespark, er det nødvendigt at have de bedste medarbejdere.

De bedste medarbejdere gør det muligt for Djurs Sommerland at sikre et højt serviceniveau og ikke mindst skabe sjov, glæde og begejstring for små og store legebørn.

En medarbejder, der er "The Best of The Best":

  • Er glad og har et højt motivationsniveau.
  • Er altid smilende og har fokus på at glæde gæster og kolleger.
  • Tager initiativ og går altid forrest.
  • Indlever sig i enhver situation og går altid den ekstra distance for at begejstre vores gæster.
  • Bidrager til en positiv udvikling af Djurs Sommerland og er altid med til at forbedre parken.
  • Efterlever enhver procedure samt medvirker til håndhævelse af disse.
  • Er til rådighed fra midt april til oktober og villig til at hjælpe ekstra i sæsonens mest travle perioder.
  • Lever sig ind i rollen omkring mottoet "Vi elsker legebørn".

For at være de bedste skal vi ansætte de bedste.

Kantine
Personalekantinen i Djurs Sommerland har en buffet med et bredt udvalg af varme og kolde retter samt drikkevarer. Medarbejdere ansat i kiosk og ved spisesteder bliver beskattet for maden, de spiser i pauserne, via deres løn. Øvrige medarbejdere har mulighed for at købe spisebilletter.

Fri adgang til parken
Sæsonansatte kan komme gratis i Djurs Sommerland i deres fritid ved fremvisning af gyldigt servicekort.

Hyggebilletter
Sæsonansatte kan få udleveret op til 4 hyggebilletter, så du kan invitere familie eller venner en tur i parken til en sjov dag. Billetterne kan anvendes i en bestemt tidsperiode.

Oplevelser i Danmark
Sæsonansatte i Djurs Sommerland kan komme gratis ind ved alle attraktioner, der er medlem af Top Attraktioner mod fremvisning af personalekort med gyldigt Top Attraktioner-klistermærke. Se mere på www.topattraktioner.dk

Personalekortet giver desuden også adgang til LEGOLAND, Tivoli København (inkl. gratis turpas), Liseberg og Hansa-Park.

Personalekøb
I alle Djurs Sommerlands butikker gives 20% personalerabat, og i alle restauranter og kiosker gives 15% personalerabat ved fremvisning af gyldigt personalekort.

Arrangementer
Gennem sæsonen arrangerer Personaleforeningen forskellige sociale aktiviteter f.eks. sportsarrangementer og personalefester både i og udenfor parken.

Pointsystem
Sæsonansatte har mulighed for at vinde point igennem hele sæsonen ved forskellige konkurrencer og tiltag. Disse point kan bruges til køb af gevinster i Djurs Sommerlands pointshop.

Feriepenge
Sæsonansatte modtager feriepenge svarende til 12,5% af lønnen. Feriepenge udbetales via FerieKonto.

Ansættes du som sæsonmedarbejder i Djurs Sommerland, vil du gennemgå et oplæringsprogram, hvor du bliver bekendt med dine opgaver, og hvad vi forventer af dig.

Oplæringen vil variere fra afdeling til afdeling og vil hovedsageligt foregå i weekender og på helligdage i april og maj måned.

Der vil være en obligatorisk Informationsdag enten lørdag den 5. eller søndag den 6. april, hvor deltagelse er ulønnet. Datoen offentliggøres efter ansættelse.

Al intern kommunikation sker gennem medarbejderuniverset Actimo. Det er også her du vil modtage arbejdsmanualer samt personalehåndbog, som skal være gennemlæst inden Informationsdagen.

Er du fyldt 65 år og nysgerrig på Danmarks bedste seniorjob? 

Er du frisk, udadvendt og glad for en aktiv hverdag? Så er det lige dig, vi har brug for til at skabe mindeværdige oplevelser for små og store legebørn!