Et sommerland på en bæredygtig rejse
Som en af Danmarks største turistattraktioner med årligt over 800.000 gæster og 850 medarbejdere, har Djurs Sommerland et ansvar og en mulighed for at bidrage til omstillingen af samfundet – og fremme oplevelseserhvervet i en mere bæredygtig retning.
Det ligger os på sinde både af hensyn til nuværende og kommende generationer, og for Djurs Sommerland som virksomhed. Vi ønsker alle det bedste nu og i fremtiden.
Vi arbejder med en række forskellige bæredygtighedsindsatser, og vi kigger hele tiden på, hvordan vi kan optimere driften af parken i en mere bæredygtig retning.
Vi arbejder især med energioptimering, reduktion af vandforbrug, minimering af madspild, nedbringelse af affaldsproduktion og øget genanvendelse.
I april 2024 nåede vi vores første store milepæl ved at blive Green Attraction certificeret.
Hvad er Green Attraction?

Green Attraction er et mærke, der har til formål at inspirere danske attraktioner til mere bæredygtige oplevelser og gøre det nemt for gæsterne at finde frem til attraktioner, der arbejder med bæredygtighed.
For at blive certificeret som Green Attraction skal attraktionen opfylde en lang række kriterier og dokumentere, at driften er miljøvenlig, bl.a. i forhold til minimering af madspild, mad til genanvendelse, reduktion af energi- og vandforbrug samt affaldssortering.
For at beholde certificeringen er der løbende kontrol, og attraktionen skal også fortsat arbejde med nye grønne tiltag.
Bag Green Attraction står Horesta og attraktionernes foreninger: Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark (FFD), Danske Museer (ODM), Videnspædagogiske Aktivitetscentre (VPAC) og Danish Association of Zoos and Aquaria (DAZA).
Handlingsplaner fra
energi- og klimasyn
I efteråret 2025 gennemførte vi vores første energi- og klimasyn, som har givet os et klart overblik over, hvor vi med størst effekt kan energioptimere fremadrettet.
På baggrund af det er handlingsplaner for energi- og klimasyn udarbejdet.
Hvad gør vi i dag og hvad vil vi?
Det vi gør
Vi vil opfylde kriterierne for Green Attraktion certificeringen.
Vi køber grøn og klimavenlig strøm, der er produceret af vedvarende energikilder.
Vi har solceller i parken, der producerer 5-8% af vores samlede strømforbrug.
Vi har opsat affaldsspande til affaldssortering mange steder i parken. Se her hvordan du sorterer dit affald, når du besøger parken.
Vi sorterer madaffald i alle vores køkkener. Madaffaldet sendes til DAKA Refood, hvor det omdannes til biogas.
Vi har på udvalgte steder i parken indført en pantordning på vores genbrugskopper for at fremme genbrug og reducere engangsemballage.
Vi har implementeret et Energy Management System (EMS), som gør at vi kan aflæse vores strømforbrug på lokationsbasis i realtid.
Det vi vil
Vi vil fortsætte med at arbejde med energioptimering i parken.
Vi vil fortsætte med at nedbringe affaldsproduktion og reducere madspild, og vi vil opnå øget genanvendelse.
Vi vil øge det bæredygtige produktudvalg i butikkerne yderligere.
Vi vil øge andelen af økologiske madprodukter hvert år.
Vi vil skabe områder til gavn for biodiversitet.
Vi arbejder hen imod at udarbejde et klimaregnskab, der også omfatter CO2e-udledninger i Scope 3.
Vi vil både arbejde med miljømæssig, social og økonomisk ansvarlighed i vores rejse mod et mere bæredygtigt sommerland.